Tilegnet min mand, og alle andre Ben(d)t-er i verden
Det er en tirsdag i marts og vinden har endelig lagt sig. De sidste par dage har blæsten kastet tabte plastikposer og sidste års brune blade frem og tilbage over landsbyen, men nu er alt stille. Trækronerne er ubevægelige, de nøgne grene stritter op som mørke fingre mod den grå himmel.
I dag er det Bendts fødselsdag, han bliver 44 år. Gammel. Det synes han selv, at han bliver, altså gammel. ”Aldrig i livet har jeg været så gammel,” siger han og griner.
”Man er heldig, hver gang man får et nyt år,” siger hans kone, og han brummer anerkendende.
Bendts hustru har pyntet spisebordet med flag, høje glas og en flok pyntefigurer, som altid stilles frem på mærkedage. En porcelænsgris, en flodhest i granit, en giraf og en lille fugl i træ. Fuglens næb pikker forventningsfuldt ind mod Bendts tallerken, det er helt bevidst. Midt på bordet har hustruen placeret en stor ananas, som har guirlander i sin palmede top og solbriller om kroppen.
Drengene har pustet balloner op og proppet farvede servietter i glassene. Den ældste har taget en elektrisk discokugle frem, som fylder stuen med røde, blå og gule prikker. Discokuglen er et nyt påfund, ellers er opsætningen en helt standard fødselsdagsmorgenmad i Bendts familie.
De spiser. Krummerne flyver i luften og falder ned på gulvet, hvor hunden samler dem op. Katten ser sit snit til at stjæle noget mælk fra den yngstes glas. Drengene vælger instrumenter til fødselsdagssangen, tre forskellige, et orkester. Hunden bliver urolig, og når drengene forlader bordet for at spille fodbold med ballonerne, går Bendts hustru ud for at lufte den. Hun lukker yderdøren, idet Bendt skænker sig endnu en kop kaffe og betragter stearinlysenes flammer.
Det er mere lunt i dag end i går, hun trænger ikke til overtræksbukser. Til gengæld er det overskyet, og hun savner den skarpe blå himmel. Hun har i den grad hilst lyset velkomment efter den lange vinter.
Hunden trækker afsted med hende i snoren. Det er en jagthund som desuden nu er i puberteten, og hun vidste absolut ingenting om hunde, da hun købte den. Troede nok, at det ville være nemmere, men hun er også rigtig glad for netop denne hund. Desuden gør det hende godt med en masse motion og frisk luft.
Hunden piler igennem den mudrede indkørsel og hun hopper efter. Støvlerne er allerede beskidte. De krydser vejen og bevæger ind mod villakvarteret. Her er mange spændende duftspor at forfølge og heldigvis mindre mudret.
I udkanten af landsbyens midte, det som af nogle kaldes ”butikstorvet”, møder de en ældre herre. Han går med rollator, bevæger sig med bittesmå, forsigtige skridt. Han er høj, men holder nakken bøjet, som om han scanner underlaget med et granskende blik. Hunden snuser til rollatorens hjul og videre på mandens sko og bukseben. Han standser og løfter langsomt hovedet og blikket.
” Vi kan godt tale sammen,” siger manden langsomt, og nikker mod hunden. ”Jeg er nemlig ikke dement.”
Hunden har mistet interessen, men hustruen standser ved siden af manden og ser på ham.
”Nej, det fik jeg heller ikke indtryk af, at du var, ” siger hun. Hun taler så højt, en automatreaktion når hun er omkring gamle mennesker.
”Min kone var dement,” siger manden. ”Derfor fik jeg lov til at bo på hjemmet sammen med hende.” Han løfter hovedet og ser lidt længere hen ad vejen, hvor plejehjemmet ligger.
”Men hun er død nu,” fortsætter han. ”Hun døde sidste år, og nu bor jeg alene i lejligheden. Jeg er så ensom.”
Det stikker til i hustruens hjerte. En sten som falder ned i en sorgfuld brønd.
”Hvad hedder du?” spørger hun.
”Jeg hedder Bent. Jeg er 89 år.” Hans øjne udspiles en smule, når han siger det sidste. Som om har selv bliver overrasket over det høje tal.
”Det er en flot alder,” siger hustruen, og mener det. Bent nikker.
”De er alle sammen demente derinde,” siger han. ”Der er slet ingen, jeg kan tale med. Hjemmet er sådan set fint nok, der mangler ikke noget. Men personalet har ikke tid til at snakke med os. De har alt for travlt.”
Hustruen står og ser på ham mens hun holder hunden i snoren. Den er i færd med at rode i nogens forhave, men hun lader den være. Bents øjne er uklare, som gamle menneskers øjne ofte bliver det. Som om iris smelter og rinder over kanten, ind i det hvide og ud igennem pupillen.
”Min mand hedder også Bendt,” siger hun. ”Bendt med D. Han har fødselsdag i dag.”
Et lille lys bliver tændt i manden øjne.
”Ååhh, så bliver der lagkage i dag!” siger han.
”Forhåbentlig,” siger hun. ”Skal vi komme og besøge dig en dag? På plejehjemmet. Jeg kan tage mine drenge med.”
Bent ser skeptisk på hende, men der er også en glæde i øjnene.
”Jaa…? Jo, det ville være dejligt. Nogen at snakke med…”
”Ja, nemlig, ” siger hun. ”Hvor bor du?”
”I lejlighed M, lige ud til gangstien. Man kan se min rollator i haven.”
”Jamen, så ses vi, ” siger hustruen. ”Ha en god tur!”
Hun trækker hunden til sig og sparker lidt jord over dét, som den har efterladt i rabatten. Så går de hjemad. Passerer hækken foran de små, kvadratiske haver ind til plejehjemmets lejligheder. Aldrig har hun set et menneske ude i de haver, de er nok mest til pynt.
Apropos pynt, så er der jo stadig fødselsdagsfest derhjemme. Hun skal hjem og fortsætte fejringen af den yngre Bendt, fortælle ham om sin oplevelse. Hun håber, at der vil være tid til mange flere fødselsdage.