Betty er yngre end hun ser ud. Det er hendes eget udsagn. Jeg og min ældste søn, som den gang var lille, var kommet for at købe påskeliljer til min mand. Min mand er glad for påskeliljer, og synes der skal være en buket af dem i stuen. For nu er vi endelig i marts. Min søn havde stukket sin lille tykke hånd frem, og revet nogle blå blomster ud af en krukke. Jeg havde skjult det så godt jeg kunne, og tror ikke, Betty opdagede noget.
”Er du gammel?” havde han spurgt og kigget op på Betty, der stod bag disken med en vandkande.
”Ej, Linus, sådan siger man ikke,” sagde jeg og smilte undskyldende til Betty.
”Måske er jeg yngre, end jeg ser ud,” havde Betty sagt, og slået vores påskeliljer ind i gavepapir. Bettys hænder var grove, hun fumlede med papiret.
”Skal I have et kort med?”
Betty nikkede over til den lille metalkarrusel med gavekort, som stod på disken.
”Det behøver vi ikke,” sagde jeg.
”Kort, kort, mig vil ha’”, sagde Linus og jeg rystede på hovedet.
Da vi kom ud af butikken, smed Linus de sammenkrøllede blå blomster på jorden. Saften fra kronbladene og stilkene løb ned ad hans underarm. Jeg lagde de indpakkede påskeliljer i cykelkurven og løftede Linus op i barnesædet. Han duftede af klokkeblomst.
”Mor, er du gammel?” spurgte Linus bag min ryg mens vi cyklede hjemad.
”Jeg er ældre end jeg ser ud, ” svarede jeg.
”Det er jeg også,” sagde min søn.