Linkedin Syndromet

Sommerferiens sidste dag, jeg logger ind på LinkedIn. Det sker slendrianmæssigt, men jeg når at tænke, at jeg burde lade være. Det vil ikke gøre mig noget godt.

Jeg bladrer langs med flødet, ser at folk fået nye stillinger, blevet specialister, senior managers, endda professorer. Mødes af smil fra velfriserede personer som udtrykker at de er stolte eller beærede over de nye og udviklende udfordringer, som de med yderste begejstring og største motivation vil give sig i kast med. Nogen (typisk en mand) holder barselsorlov, og billedet af ham med en æblekindet baby høster mængder af likes og hjerter.

Selvfølgelig, sådan skal det være, og jeg er -naturligvis! – glad på disse personers vegne.

Det er så dejligt, at deres karriere (deres liv!) går på skinner.

Og så alligevel.

Følelsen jeg sidder tilbage med, er ikke en varm fornemmelse af taknemmelighed for mit netværks succeser. Det er mere en kantet sten i maven, som tunger mig ned, får min krop at synke sammen. Til en værdiløs bunke grus. At skrive kommentarer som ”Tillykke, det fortjener du virkelig” og ”Arbejdsplads X er heldig at få dig som medarbejdere” er hvad jeg mindst af alt har lyst til at gøre.

Hvad jeg mest har lyst til, er at rulle mig sammen til en bold i sengen med en kugledyne over mig.

Hvorfor reagerer jeg på denne måde? Er det ikke en smule overdramatisk? Er jeg er et bittert og misundeligt menneske, som er så allergisk overfor andres succes, at feedets opdateringer giver mig stene i maven?

Og behøver jeg virkelig at være så hård ved mig selv?

Jeg har en ordentlig uddannelse. Jeg har et udmærket job. Jeg har godt nok ikke nået lige langt (højt?) som de fleste i min alder indenfor mit fag, men det burde måske være ligegyldigt. Hvorfor skal jeg nødvendigvis sammenligne mig?

Jeg forsøger at være tilfreds med mig selv. Fokusere på det, jeg faktisk har opnået (hvilket jo indrømmet er en hel del.) Men igennem hele mit arbejdsliv har jeg følt, at jeg skal kæmpe hårdere, kommer til at slå mig selv oftere og voldsommere, end mine kollegaer. Mange nætter har jeg ligget vågen og spekuleret på, hvad der er galt med mig. For noget galt må der jo unægtelig

være!

Mange uger har jeg gået hjemme, syg af stress, for at arbejdet i kombination med resten af mit liv, har overvældet mig. Uden at der rigtig har været noget, jeg mener, ikke noget særligt, som burde have væltet mig.

Følelsen af at være forkert og ikke rigtig passe ind, er så velkendt, og så smertefuld, at jeg vil gemme mig selv væk. Jeg tror ikke man nogensinde vænner sig til den følelse, ubehaget af at ikke være ”som de andre”. At jeg – til trods for min ordentlige uddannelse og udmærkede job – ikke føler at jeg er god nok, skyldes måske at jeg er en slags ”outsider” indenfor min sociale og faglige gruppe. Jeg er anderledes end resten af flokken, og det er ærligt talt ikke rart at være anderledes. (Unik vil jeg naturligvis gerne være, men helst på en måde, jeg selv har udset og forfinet.)

For et halvt år siden fik jeg en indsigt, som kunne forklare flere af mine tilbagevendende arbejdslivsproblemer. Jeg blev udredt hos en psykiater og fik et svar, som ikke blot overraskede mig, men som fik mig til at briste i gråd. Af lettelse. (Samt også lidt af skam, fordi jeg selv er læge indenfor feltet og ikke havde overset symptomerne hos mig selv.)

Jeg har simpelthen ADHD! Hverken jeg eller min omgangskreds havde tænkt tanken, men i bagklogskabens blændende lys, gav det god mening. Vent lige et øjeblik – jeg ved hvad du tænker: ”Åh nej, ikke endnu mere snak om de psykiatriske diagnoser, jeg orker det ikke, snart skal der vel være en diagnose for alt, og har vi ikke alle lidt ADHD til tider (i hvert fald drenge)?”

Det er helt naturligt, at du tænker sådan. Jeg forstår det godt. Aktuelt diskuteres diagnoser såsom ADHD så man nærmest bliver træt i ørerne. Min hensigt med denne artikel er heller ikke at argumentere for, hvorvidt der stilles for mange psykiatriske diagnoser eller ej, men blot at konstatere, at for mig, har det været en kæmpe hjælp for min selvforståelse og -medfølelse. Og dermed mit mentale helbred.

Jeg ville ønske, at der ikke var behov for diagnoser så som ADHD og autisme. At mærkaterne ikke var nødvendige. At det ville være nok bare at blive set og accepteret, med den neurobiologi man nu er født med. Men sådan er det ikke i dag. Diagnoserne er ofte billetten der kræves, for at blive berettiget til ekstra tid til eksamen, nedsat arbejdstid eller eget kontor, i stedet for en plads i det åbne miljø. Diagnosen er billetten til at få adgang til de samme goder som ”alle andre” – en uddannelse, en indtægt, et fungerende arbejdsliv. Diagnosen skal selvfølgelig give et retvisende billede af vanskelighederne hos personen som ”bærer” den, den skal fungere som et hjælpemiddel og ikke som en forhindring. Kort sagt skal diagnosen give mening, ellers er den meningsløs.

Jeg er muligvis ikke LinkedIn-materiale. Der er ikke med ord som brændende drivkraft eller med konstant fokus på målet at jeg beskrives bedst, i hvert fald ikke de fleste dage. Barslen oplevede jeg som kedelig og opslidende og jeg er lykkelig for, at mine børn efterhånden er mere selvstændige. Så fik jeg det sagt. Shit mand. Nu er der vel aldrig nogensinde nogen, der har lyst til at ansætte mig? Jeg fremstiller jo mig selv som et dovent og uambitiøst menneske!

Men på den anden side. Måske er jeg netop bare: et menneske. Helt som alle andre, blot med det lille ekstra, som kan beskrives med fire bogstæver. Min nye viden om at jeg har en anden form, end majoriteten af mit netværk, gør det mindre smertefuldt at scrolle igennem opdateringerne på LinkedIn.

Men fremadrettet tror jeg nu alligevel at jeg vil lade være. Og se ud ad vinduet i stedet for.