Denne tekst blev bragt som kronik i Politiken september 2019
En stress-sygemelding har givet mig ro til at filosofere over, hvad det mon kan være i vores tid, som skaber denne ”epidemi” af sjæleligt udmattede og nedstemte ellers raske individer. Følgende tekst er en nysgerrig, uvidenskabelig (ikke udtømmende) undersøgelse af fænomenet, uden svar, men med en masse spørgsmål.
Jeg er i trediverne. Jeg har klaret mig godt – taget en af de længste uddannelser som universiteterne tilbyder, fået ansættelse, stiftet familie, gjort mit bedste for at være en god samfundsborger og et forbillede for mine børn. Planlagt hverdagen, så der var tid til hele pakken med arbejde, sund livsstil og holdbare relationer. Denne effektiviserede livsstil er det i årevis lykkedes mig at opretholde – lige indtil jeg altså ikke kunne mere. Lige til, at jeg fik fornemmelsen af, at mine fødder trådte i kviksand, og at jeg i løbet af natten var blevet indsnøret i et 1700-tals korset– jeg havde fornemmelse af åndenød, da jeg vågnede.
Jeg prøvede at slappe af. Men vejtrækningsøvelserne fra min mindfulness-app, kunne ikke løsne korsettet. Og slow-flow yoga var ikke nok til at gøre min gang lettere. Jeg mistede mine nøgler. Kunne ikke huske koden til mit dankort. Blandede mine børns fødselsdage sammen. Var jeg ved at blive sindssyg? Jeg er jo veluddannet, ser mig selv som en person med overskud, med selvindsigt. Jeg følte, at jeg var ved at miste mig selv. Kunne ikke sove, ikke læse, ikke glæde mig. Kun græde og lytte til en larmende ustoppelig tankestrøm.
En morgen turde jeg ikke køre afsted på arbejde – var usikker på, om jeg overhovedet kunne huske vejen dertil, og hvad hvis jeg brød sammen foran kollegaer? Hvad mon de ville tænke om mig? Var livet virkelig vært at leve, og i så fald – hvad var egentlig meningen?
Modvilligt opsøgte jeg til sidst lægen – det var først det fjerde bestilte besøg jeg undlod at aflyse igen. Jeg mødte op. Og brød sammen. Lægens bekymrede blik ledsaget af hendes udløsende ord: ”Hvordan har du det…?”
Fordi sandheden var jo, at jeg ikke havde det godt. Jeg – som har alt det, man vel kan drømme om, og lever i et af de sikreste og rigeste af verdens lande – var fyldt op af tristhed, lede og udmattelse ved mit eget liv. Og det værste af alt var, at min fornuft ikke kunne forklare, hvad det var, som var galt. Ud over følelserne af ufattelig træthed og tomhed. Følelser – som ved nærmere eftertanke – plaget mig igennem de sidste mange år.
Jeg blev sygemeldt. Og er i dag – snart fire måneder senere – det stadig. Diagnose? Belastningsreaktion. Depression. I mangel på en bedre definition.
Jeg har aldrig tidligere været syg. Har ingen familiær disposition til psykiske problemer, intet særligt besværligt i bagagen. Ordnede forhold, velfungerende børn. (Og – der er vel behov for at nævne – yderst begrænset brug af sociale medier, for længst reduceret til de obligatoriske Facebook-grupper for børnenes skole/institution). Og på trods af dette, bar jeg en følelse af at jeg ingenting magter.
Intet overskud.
At have overskud er nærmest vores tids religion. Energi vi har ”til overs” skal gerne kanaliseres udad i synlige og billedskønne aktiviteter. Vi er definerede af dét, vi udfører. Som igennem en mavepuster var al energi løbet ud af mig, og mine evner var reducerede til at kigge ud ad vinduet.
Hvem var jeg nu? Havde jeg fortsat en værdi som menneske? Jeg fandt, at jeg var blevet usikker på mit selvbillede.
Endnu en oplevelse ledsagede sygemeldingen – skammen. Jeg tænkte, at det ikke var rationelt, men skamfølelsen var svær at ryste af mig. Jeg klarede jo ikke racet. Levede ikke op til forventningerne. Jeg er fostret med, at man skal yde og bidrage, ikke være afhængige og ligge samfundet ”til last”. Hvem er jeg, hvis jeg ikke udfører noget nyttigt? Har jeg så overhovedet en plads, har jeg ret til at være her?
Er jeg et mislykket menneske, når jeg ikke magter at passe arbejdet og familien, selvom arbejdsugen er den korteste nogensinde? Er jeg forkælet og utaknemmelig, med manglende evne til at sætte pris på mine gode kår? Måske burde jeg ikke være blevet mor? Har jeg brug for antidepressiv medicin eller blot et wellness-ophold i en svensk skov?
Men jeg er langt fra alene. Hvorfor er der så mange som mig? Er vi blevet en befolkning af materialistiske perfektionister, og i så fald – hvorfra stammer perfektionismen? Eller er samfundet gennemsyret af præstationskrav, som gør nogle af os syge? Krav som føder en følelse af utilstrækkelighed, hvilken får en eksistentiel overbygning?
Er denne form af psykisk lidelse generelt individets skyld? Nok har vi som enkeltpersoner ansvar for at passe på os selve, så godt vi nu kan. Vi har mulighed for at (indenfor visse rammer) sørge for restitution, at ikke overbooke os, at have realistiske forventninger til livet. De heldige af os, har fleksible arbejdstider og en hverdag i balance. Men da problemerne er så hyppige, kan hele løsningsmodellen umuligt ligge hos individet.
For er det virkelig rimeligt, at jeg skal føle skyld, når jeg har gjort præcis det, som samfundet har bedt mig om? Jeg har studeret på normeret tid, fået gode karakterer, født det antal børn, man siger at en kvinde i vores land bør føde, fået arbejde i tide til at være bidragende i de næste fire decennier. Jeg har ikke ”fjumret”, ikke ”spildt tiden”. (Og hvad mener vi egentlig med ”tidsspild” i den sammenhæng?)
Er det i orden, at jeg skal fornemme et sug af skam i maven, når nogen spørger mig, hvad jeg laver for tiden? At jeg skal føle utilpashed ved at fortælle, at jeg har brug for en ordentlig pause?
Er det uforskammet at sige, at i et samfund hvor man efterspørger effektivitet, får man dette, ledsaget af depressivitet?
Er det ureflekteret at mene, at der i en verden hvor man beder om produktivitet og målbar ”nytte”, får skabt tomhedsfølende individer, som handler uden forståelse af personligt formål, og som derfor risikerer at føle langvarig eksistentiel smerte og livslede?
Jeg har tit spekuleret over, hvorfor det tilsyneladende er blevet sværere at tage en pause. Hvorfor tempoet i hvilket vi gør ting, har fået en værdi i sig selv. Hvorfor vi skal skynde os igennem livets faser (uddannelse, karriereskift) – hvad er det vi er bange for, at ikke nå? Hvad er det vi er bange for at gå glip af, hvis vi nu for en gang skyld valgte at fylde tiden med ”ingenting”? Kan vi risikere, at vi i vores konstante stræben mod at ”opnå” og at blive ”færdige”, går glip af vores egne refleksioner omkring værdier, og derfor af meningen med vores eget og eneste liv?
Tid og meningsfuldhed, eller mangel på samme, har været en tilbagevendende kilde til frustration og tristhed i mit liv – især efter min entré på arbejdsmarkedet. Ligesom mange af os, er jeg offentligt ansat. Vi står dagligt op for at gøre en indsats for velfærden, og dette arbejde giver som udgangspunkt stor mening for os – opgaven er i harmoni med vores værdier. Konflikten med vores værdier – og heraf vores følelse af mening – opstår, når vores tid bliver taget fra dét vi er sat i verden til: Lytte, trøste, hele, uddanne, pleje… Når vi i stedet for bliver tvunget til opgaver, hvor vi sidder med ryggen til, og ikke kan have øjenkontakt med dem, vi ønsker at give vores omsorg. Når vi kun får lov at bruge tid på aktiviteter, som kan måles eller registreres. Fordi det umålelige ikke kan omregnes til penge. Men hvornår blev menneskeligt nærvær værdiløst?
Personligt har jeg følt, at mit arbejde som sundhedsfaglig er meningsløst. Det er i sig selv en absurd udtalelse! Ikke desto mindre har det været min oplevelse. At min indsats i den grad er utilstrækkelig og ikke giver mening. Og jeg genkender oplevelsen fra andre i lignende fag. Senest i denne uge ringer endnu en veninde med stemmen tyk af gråd. Hun har ikke sovet i tre døgn. Er brudt sammen. Magter ikke længere arbejdet som psykolog i offentlig virksomhed. Det som ellers var hendes drømmejob. Lignende historie fra min lægeveninde, min pædagogveninde, min skolelærerven.
Man kan selvfølgelig ikke generalisere ud fra sine personlige observationer, men jeg fornemmer et fælles tema opstå igennem mine venners fortællinger. Et fælles tema, jeg ikke kan lukke øjnene for: ”Det føles meningsløst, jeg har ikke tid til at hjælpe, det var ikke derfor jeg tog min uddannelse…” Herefter følger sygemeldingen. Og den eksistentielle krise. Nogle vælger at forlade sit fag fuldstændigt. De går ikke at hjælpe andre, når man ikke engang kan hjælpe sig selv…
Hvad sker det med vores velfærd, hvis os der skal udføre den ikke klarer det mere? Hvad hvis vi tog en pause, og reflekterede over, hvad meningen med velfærden er?
Stress, udbrændthed, utmattningssyndrom, belastningsreaktion, angst, depression. Der findes mere eller mindre veldefinerede betegnelser på tilstande, der søger at beskrive nogle af de psykiske problemer, som jeg selv oplevede. Det er selvsagt individuelt, hvordan symptomerne præsenterer sig, og de udløsende årsager er forskellige. Der er oftest ikke muligt at fastsætte en præcis årsagssammenhæng. Man må antage, at årsagerne ligger både udenfor og inde i den lidende person. Men fortsat runger spørgsmålet – hvorfor er vi så mange? Burde vi ikke kigge samfundsstrukturen, arbejdspladserne og uddannelsesinstitutionerne dybt i øjnene og spørge – om det er noget, vi kan gøre anderledes?
Vi mennesker er af naturen nysgerrige, tænkende, skabende. Min personlige oplevelse er, at krav om hastighed og effektivitet tager disse tre egenskaber fra mig.
Jeg ønsker at vores børn kan få lov at beholde sin nysgerrighed og sin frie, skabende tankegang. At de ikke skal blive drevet af angsten for at mislykkes, at ikke opnå noget bestemt i løbet af en fastsat tid. At de kan opleve mening med sine aktiviteter, og være frie fra konstant nytte-tænkning. Udvikler folkeskolen vores børns nysgerrighed? Får de lov til at udfolde sig frit og tænke alternativt, når de konstant skal bedømmes ud fra manual? Hvad kan konsekvensen være, når kreative fag – kunstneriske og filosofiske – ikke prioriteres?
Tiden brugt på ”ingenting” har til dels helet mig, og jeg har langsomt fået det bedre. Sammen med min psykolog træner jeg single-tasking, bevidst nærvær og at give mig lov til at give mig hen til kravløse aktiviteter som bringer mig glæde. Evner som jeg en gang havde, men som fra barndommen til voksenlivet på forunderlig vis er gledet ud af mig. Jeg finder nu med professionel støtte gradvist tilbage til livstilfredsheden, taknemmeligheden og meningsfuldheden. Men indeni, er det fortsat vanskeligt at finde ro.
Min psykolog mener bestemt, at jeg bør være sygemeldt i mindst et helt år, for at blive rask. Ærligt talt tror jeg ikke, at jeg har samvittigheden og tålmodigheden til at følge hendes råd. Så langt er jeg trods alt ikke kommet i min personlige udvikling. Jeg føler stadigvæk stærkt behov for at levere. At være til nytte. Men nu er jeg blevet gjort bevidst om disse bagvedliggende tanker, og jeg nægter at lade dem tage kontrollen over mit liv.
Jeg reflekterer dagligt og seriøst over, om jeg ikke burde skifte fag. For at passe på mig selv. Kan jeg fortsætte i samme erhverv, i et system som kører med uændret hastighed, og samtidigt bevare min sundhed? Jo mere jeg tænker over det, jo mere usikker bliver jeg. Åbenbaringen om at jeg nok bør forlade min profession er smertefuld, og skaber indvendige konflikter. Danmark har behov for min slags! Jeg er stolt over at have fået min uddannelse, jeg kan bidrage med min viden, jeg føler faktisk en pligt til at gøre det. Men det ser ud som om, at min pligtfølelse har en stor pris. En pris jeg efterhånden ikke er villig til at betale.
Min sygemelding har givet mig en nødvendig men sjælden pause til eftertanke. Jeg har omsider sluppet den mest omklamrende skamfølelse, og begyndt at tænke, at min lidelse ikke blot kan skyldes faktorer inde i mig og mine gener.
Jeg tror at det er på høj tide, at vi forholder os nysgerrigt til, om den måde vi strukturerer samfundet på, virkelig er den rigtige. Om vi i sandhed er bevidste om de konsekvenser det kan få for os mennesker, når aktiviteter uden dokumenterbar effekt anses som værdiløse.
For hvad er egentlig meningen med at være menneske?