Katharina Oravsky Sandström

Pakkeshop

Jeg skal hente en pakke i kiosken på Lyngevej. Kiosken som aldrig ser ud til at holde lukket, og som om den faste mand der arbejder der, aldrig nogensinde sover. Manden, jeg går ud fra ejer stedet og fungerer som en slags leder, gætter jeg på er i 60-års alderen. Det kunne dog godt være, at han er betragteligt yngre, det er svært at sige. Sikkert er, at hans krop er slidt. Hans få tilbageværende hår er grå, hans hud er gusten, han går krumrygget og besværet og vejer mindst tyve kilo for lidt. Hans negle er gule, hans hænder vibrerer med en fin rysten, når han rækker mig min pakke, og jeg tænker, at den må være alt for tung til ham. Han ser ud til at kunne falde om hvilket øjeblik det skulle være.
Jeg har ofte haft lyst til at spørge ham, hvordan han har det, men min ægtefælle har sagt, at det skal jeg ikke blande mig i. Hvad nytte skulle det gøre? Det ved jeg heller ikke. Men det piner mig at se den spinkle, skrøbelige krop bag den store, tunge pakke.
Jeg forsøger tit at fange mandens blik, i håb om at kunne afsløre noget mere om hans tilstand. Er hans øjenhvider ikke gule? Tænderne er i hvert fald, og flere af dem mangler. Men manden vender blikket bort, det vil ikke fanges, vil ikke diagnosticeres. Iris er vandet blå, nærmest hvid, opløst af alt han indtil nu i sit liv har set. Hvad har de øjne mon set? Hvorfor er han dog så tynd, har han kræft eller KOL eller nyresvigt eller måske det hele på samme tid? Det eneste personlige jeg nogensinde har sagt til ham var, da jeg spurgte hvad han syntes om den mængde pakker hans butik efterhånden måtte modtage.
”Det synes jeg, er noget møg,” havde han svaret.
Han havde ikke rørt en mine, hans blik have været fokuseret på scanneren til pakkernes labels, mens han spurgte om de sidste fire cifre i mit pakkenummer.
”Det kan jeg godt forstå”, havde jeg svaret, og givet ham cifrene.

Jeg bliver lidt ved avishylden, efter at jeg har hentet min seneste pakke. Jeg læser overskrifterne, men mest af alt er jeg nysgerrig på de andre mennesker i kiosken. På kiosken i sig selv.
Ud over når jeg henter pakker, er det sjældent, jeg besøger steder som dette. Hvor jeg til dagligt færdes, er de fleste mennesker ligesom mig. Vi spiser økologi og læser Zetland. At komme her i kiosken på Lyngevej er lidt som at være på ferie, som at komme ud at mit eget liv.
Jeg spejder forsigtig rundt i det lille lokale. Rummet er nærmest kvadratisk, opdelt i fire gange af tre hylder med varer på begge sider. Det giver seks hylder i alt. Længst inde mod bagvæggen er hylden med hygiejneprodukter. Toiletruller, tamponer og kondomer. Så kan man stå uforstyrret og udvælge sine køb, har en betænksom person måske tænkt. Herefter følger kolonialvarer. Rasp, bagepulver, makrel på dåse. Ingen økologi, en masse Nestlé produkter. Mængder af slik og snacks, jeg aldrig har – eller vil have lyst til – at smage.
Gangene er proppede af pakker. Alle mulige pakker. Papkasser, hjemmelavede indpakninger af plastikposer eller genbrugspapir, Zalando, HM, Ellos. De ligger på propfyldte metalvogne, og de pakker der ikke var plads til, ligger hulter til bulter på gulvet. Det ligner et bombet postkontor og jeg tænker, at situationen må resultere i lændesmerter.
Over disken hænger guirlander og balloner, samt noget, der kunne være juletræer-kugler, selvom vi er i april. Et bredt, hvidt banner er udspændt i midten af den festlige pynt. Tænk, hvis du vandt, står der med grønne, håbefulde bogstæver. Ja, tænk hvis man vandt. Sådan tænker nok den ene kunde, som lige har betalt noget af sin indtægt til Danske Spil. Det ligner noget kunden har gjort mange gange før, hun behøver næsten ikke sige noget ved kassen, proceduren er en vane. Hun propper spilkuponen ned i lommen på sine joggingbukser, og signalerer med en let hovedbevægelse op mod tobakshylden.
”To?” spørger den tynde mand.
Kvinden i joggingbukser nikker. Tobak kan skade dit ufødte barn står der på skiltet under tobakshylden. Kvinden tager en plade Marabou og lægger også den op på disken.

Der er to kunder mere, samt endnu en medarbejder i kiosken denne dag. Den ene kunde – en ældre kvinde med overraskende lys stemme – skal også prøve lykken i spil. Lotto for 100 kroner. Jeg kommer til at tænke på min mormor. Hun havde også en meget lys, barnagtig stemme, og hun købte lotter én gang om året. Til jul, og altid for 100 kroner. Jeg husker ikke, at hun nogensinde vandt noget. En ung mand med store høretelefoner, står ved køleskabet med energidrik og sodavand og kigger ned i sin telefon. Ham mister jeg hurtigt interessen for.

Den anden medarbejder er en mand i måske starten af trediverne. Udseendemæssigt, er han sin leders diametrale modsætning. Han er stor og kraftig, hans hud er gylden og i hans sorte hår er der barberet zigzag-mønstre på begge sider af hovedet. Han bevæger sig hastigt mellem gangene og snakker hurtigt, den ene stund med en kunde, den anden stund i sin mobiltelefon. Han har et fotografi af sin datter fæstnet med tape på tobakshylden bag disken. Det ved jeg, fordi det har han fortalt mig. Måske er det noget, han fortæller alle. Faktisk har han også på et tidspunkt kaldt mig for ”unge dame”.
Det tror jeg nu ikke, er noget han kalder alle kunder.

En gang imellem ses en tredje mand på arbejde i kiosken på Lyngevej. Jeg er usikker på, om han er rigtig ansat, eller bare en ven, som kommer af og til, i mangel på andet at foretage sig. Han ligner en gammel Bassethund, og han ses oftest stående indeklemt mellem GLS-bilen og kioskens glasvindue med en dåseøl i hånden. Men ved et enkelt tilfælde udleverede han en pakke til mig, og jeg oplevede ham som utroligt venlig og serviceminded, hvilket var en oplevelse som fik mig at reflektere over mine fordomme om ældre mænd med hundeagtigt udseende som drikker øl om formiddagen. Jeg tænker på, hvor vigtig det er at vi nogle gange afviger fra vores vante forestillinger om verden. At vi udfordrer vores tanker, at vi tager små chancer.
For: Tænk, hvis du vandt.