Jeg ringer til Skattestyrelsen på grund af bøvl med selvangivelsen. Det er ikke et opkald jeg har glædet mig til, skat og penge generelt gør mig ængstelig. Der er mange der ringer i øjeblikket, fortæller en maskine, inden jeg får klassisk musik i øret. Jeg tænker på, at der måske er mange, der ligesom mig, bekymrer sig over fejl i selvangivelsen og en eventuelt stor skattegæld. At der lige nu, i landets alle hjørner, sidder mennesker med klassisk musik i ørerne og frygter deres økonomiske skæbne.
Tak fordi du venter. Jeg har ikke noget valg, ikke anden mulighed, end at vente. Ingen af os har noget valg.
Minutterne går. Jeg sætter højtaleren på min telefon og lægger den ved siden af mig på gulvet, mens jeg sætter mig i skrædderstilling og trækker vejret dybt og roligt. Prøver at trækker vejret dybt og roligt. Ind igennem næsen, ud igennem munden. Alt er som det skal være, alt er i orden. Tak for din tålmodighed. Alt i dette øjeblik er præcis, som det skal være.
Pludselig afbrydes musikken, og en stemme skratter i telefonen.
”Skattestyrelsen, du taler med Kasper. Hvad kan jeg hjælpe med?”
Jeg farer sammen, vikler mig selv ud af skrædderstillingen og griber fat i telefonen. I situationer som disse er jeg altid nervøs for, at medarbejderen i telefonen skal blive utålmodig, tro at der ikke er nogen i den anden ende, og afslutte opkaldet inden jeg når at sige noget. Det er sket for mig et par gange, og følelsen af at have spildt tid i telefon-kø helt nyttesløst er mindst sagt uudholdelig.
”Ja, hej!” råber jeg. ”Jeg vil gerne have lidt hjælp med min selvangivelse.”
”Må jeg bede om dit personnummer, alle ti cifre tak”, siger stemmen som kalder sig Kasper.
Jeg lægger umiddelbart mærke til, at han lyder meget forpustet. Han ånder utrolig tungt ind i telefonen. Jeg kan tydelig høre både hans ind – og udånding, som giver associationer til en udmattet hund med tungen hængende ud af munden. Under nogle mikroøjeblikke overvejer jeg, hvad der kunne være galt med denne Kasper, og om jeg burde gøre noget. Jeg mener, jeg er jo trods alt læge, og med denne titel følger et ansvar.
”Er du okay?” spørger jeg. Så er det gjort. Jeg har taget ansvar.
”Øh, ja?” svarer Kasper.
Hans vejrtrækning er virkelig voldsom, jeg bliver seriøst bekymret for hans helbred. Jeg forestiller mig en kraftigt overvægtig mand med svedperler på ansigtet, som kæmper med hvert åndedrag. At han kan passe et arbejde i den tilstand, føles utroligt.
”Nå, okay”, siger jeg. ”Det lyder bare, som om du har problemer med at få luft. Du trækker vejret meget tungt i telefonen.”
”Jeg har det fint”, siger Kasper.
”Er du sikker på, at du ikke lider af astma eller noget? Har du ondt i brystet? Er du svimmel?”
”Jeg har det helt fint. Har du et personnummer?”
”Er du alene, der hvor du er nu? Det er fordi, jeg er læge, jeg bliver nødt til at sikre mig at du er ok.”
Kasper mumler noget uklart til svar. Jeg giver ham mit personnummer og stiller mit skattespørgsmål. Lyden af den tunge vejrtrækning runger igennem luften, og jeg kan ikke undgå at forestille mig alle mulige akutte medicinske situationer som er lige ved at opstå.
”Jeg bliver lige nødt til at spørge en kollega om det”, siger Kasper som svar på mit spørgsmål. ”Hæng lige på et øjeblik.”
Den klassiske musik kommer tilbage og jeg føler lettelse over, at Kasper har en kollega i nærheden. De har sikkert også en hjertestarter i Skattestyrelsen, selvom jeg ikke kan redde ham vil han have overlevelseschancer. I hvert fald på den korte bane.
Imens jeg venter, går jeg rundt i cirkler i stuen og prøver at genkalde mig alle sygdomme som kan give åndedrætsbesvær. Der er virkelig mange, og det er umuligt at komme diagnosen nærmere uden at få flere informationer fra Kasper. Og min fornemmelse siger mig, at han ikke har lyst til at give mig dem. Nogle mennesker er bare ikke tilgængelige for hjælp, og så kan man ikke rigtig gøre noget. Ønsket for hjælp skal komme indefra, det er den triste sandhed.
Kasper vender tilbage og genfortæller forpustet hvad hans kollega har sagt. Jeg takker for oplysningerne. Derefter har jeg yderligere et spørgsmål, vedrørende lån. Endnu en gang har Kasper brug for kollegaens hjælp og beder mig om at vente. Igen slår jeg højtaleren på, går ud i køkkenet og laver en kop matcha. Vejret er dejligt og jeg håber, at Kasper har tid til at komme lidt udenfor i dag. Det er synd for ham at sidde inde foran skærmen hele dagen, ikke heller er det godt for helbredet. Men det kan selvfølgelig sagtens være, at han har dårlige knæ grundet overvægt, eller astma udløst af græspollenallergi. Så er det jo ikke så nemt.
Efter en længere ventetid, hvor jeg har nået at drikke halve min kop te, vender Kasper tilbage.
”Jeg beklager ventetiden, jeg er ny her i afdelingen så skulle bruge noget hjælp, ” puster han.
”Det er helt i orden,” siger jeg. ”Vi har alle været nye og vi kan alle sammen have brug for hjælp.”
Kasper fortæller mig hvad kollegaen har sagt som svar på mit spørgsmål. Jeg skriver hans oplysninger ned på en post-it og håber, at jeg vil forstå mine egne notater.
Jeg takker for hjælpen, Kasper siger at det var så lidt, og spørger om der er andet, han kan hjælpe mig med.
”I forhold til din vejrtrækning,” siger jeg. ”Jeg vil klart anbefale dig at kontakte din læge. Du bliver nødt til at få det undersøgt. Gør det hurtigst muligt, inden det er for sent.”
Det sidste hører Kasper dog ikke. Han har allerede afsluttet vores samtale.