Esben er blevet hundeejer. Selvom det var hans egen idé, skete det pludseligt og uventet. Han tog beslutningen en forårsdag sidste år, hvor han sad i haven og var på Den Blå Avis. At scrolle igennem de mange varer på sin telefon, var en måde hvorpå Esben kunne slappe af.
Med ét var den der på skærmen: De runde, brune, bedende øjne, som så lige på ham. Øjnene var indrammede af sort, pjusket pels og under dem, en stor, glinsende snude. Esben kunne mærke en varme dybt inde i sit hjerte. En blødhed, han i lang tid ikke have mærket. Han klikkede ind på annoncen, så sælgeren havde adresse i nærheden og uden at tænke yderligere over det, sendte han sælgeren en besked.
En time senere, når Esben stod i køkkenet og ventede på kaffemaskinen, fik han svar. Om han havde lyst at komme forbi nu i eftermiddag, så han kunne hilse på Luffe? Luffe, tænkte Esben. Det var ikke verdens sejeste navn. Men han kunne godt tage børnene med og se den, når han havde hentet dem i SFO. Det kunne være hyggeligt, de kunne jo bare lige hilse på den, det forpligtede sig jo ikke til noget. Esben svarede, at de havde en aftale.
Andrea, Esbens kæreste, kan egentlig godt lide dyr. Af en eller anden grund, er hun bare ikke meget for at indrømme det. Esben forstår ikke hvorfor, det er, som om Andrea er bange for at få kontakt til sin omsorgsfulde side. Desuden er hun meget praktisk anlagt. Hverdagen skal ”køre”, som hun siger. Husdyr er – ligesom børn – ofte en forhindring for smidig ”kørsel” igennem hverdagen. På et tidspunkt havde de en kanin i haven, men den gravede sig ud af buret og ingen orkede at prøve at fange den. Esben kunne heller ikke lide at se dyr i bur.
Det var Esbens opgave at hente børnene i dag, hvilket det i øvrigt oftest var, og han tænkte at han ikke behøvede at fortælle Andrea, at de tog på en lille udflugt bagefter. Det ville hun ikke have noget i mod. Desuden ville hun alligevel ikke se hans besked, før hun var kommet hjem.
Pigerne blev glade og overraskede. Skal vi få en hund? spurgte de forventningsfuldt. Må vi godt det for mor? Nu må vi lige se, sagde Esben. Husk, at vi bare skal besøge den. Pigerne forstod ikke, hvorfor de skulle besøge en ukendt hund, men de lod sig nøjes.
Luffes ejer boede i et bofællesskab, bestående af rødmalede længer og små haver. Det var nemt at finde den rigtige adresse. Den lille have var hegnet ind med hønsenet, og ved lågen sad en sort, lodden skikkelse og logrede med halen.
”Nååååårrhh, den er sød! ” råbte Kira.
”Den er glad for at se os! ” råbte Ella.
”Vent nu lige på ejeren, ” sagde Esben, og så ind i Luffes varme øjne. Han kunne umiddelbart genkende blikket fra billedet på DBA. Men hunden var større, end han havde forventet.
En kvinde med langt, hennafarvet hår kom og lukkede dem ind i haven. Luffe snusede til gæsterne, satte sig ved Esbens fødder og så bedende op på ham. Det var noget i det blik, som gjorde Esben svag. Som om hunden så ret igennem ham, igennem alle hans identiteter og aldre, ind til kernen hvor han stadig er en lille dreng.
Pigerne aede Luffe og talte i munden på hinanden, men Esben hørte ikke hvad de sagde. Han hørte heller ikke, hvad den hennafarvede kvinde sagde, men pludseligt fandt han sig selv i at overføre to tusind kroner til hende på Mobile Pay.
” Dejligt, så har vi en aftale, ” sagde hun og smilte. ”Luffe glæder sig til at komme med jer hjem i morgen.”
”Vi glæder os også,” hørte Esben sig selv svare, mens pigernes jublen rungede i luften.
Fortsættes i 2. del som kommer snart.