Ferien er forbi. Det sociale arbejdsmarked kalder.
Det er tid til at pudse facaden, glatte de introverte træk ud
og tage plads på storrumskontoret.
Stilheden, jeg elsker, må jeg nu finde inde i mig selv,
for her kræves effektivitet, produktivitet og fokus –
selv midt i summen af stemmer og klikkende tastaturer.
Coronapandemien lærte mig, hvor meget energi
jeg bruger på at holde verden ude,
og hvor helende roen kan være –
for mit humør, for min tanke, for mit arbejde.
Arbejdsmarkedet elsker det udadvendte.
Her belønnes den, der rækker hånden op,
taler højt i stormøder og tænker bedst i flok.
For nogle er det livgivende.
For andre – som mig – drænende.
I fællesskabets konstante ekko
bliver kreativiteten en sky, der langsomt opløses.
Efter knap et årti på arbejdsmarkedet
ved jeg, hvilken slags medarbejder der ønskes.
Jeg har lært at navigere efter idealet,
er blevet en kamæleon,
der mimer de ekstroverte kvaliteter med præcision.
Jeg mestrer rollen – og det går vel godt,
så længe min familie betaler prisen:
at møde min irritation, min udmattelse, min ugidelighed.
Delekontorer, møder, brainstorming –
alt sammen en dans, jeg ikke er skabt til.
Jeg holder af mine kollegaer, men kun i doser.
Min hjerne arbejder bedst i stilhed,
i det rum, hvor tanker får lov at trække vejret.
I en kultur, der dyrker gruppetænkning
og fjerner vægge mellem mennesker,
bliver jeg en udvisket version af mig selv.
Ofte har jeg ønsket, jeg var tilfældigt døv –
eller at jeg kunne trylle en usynlig lydmur op omkring mig.
Forsøget på at blive et selskabeligt,
tusind-bolde-i-luften-elskende menneske
har jeg for længst opgivet.
Er det rimeligt at skulle være selvudslettende
for at passe ind i det moderne arbejdsliv?
Måske kunne vi – med lidt mere hensyn,
lidt mindre støj –
forebygge stress og bevare flere sjæle hele.
